Kærestedag = en alene dag til moren og faren!! Og det havde vi igår, takket være mormor og morfar, der gerne ville passe drengene.
Årsagen til at drengene skulle passes var egentligt at Henriks kollega havde inviteret til nytårstaffel, og når chansen til at være social byder sig, så er det da dumt ikke at sige ja tak, især når der er mulighed for at få børnene passet.
så igår formiddag kørte vi til Hårlev og afleverede drengene, for at finde til KBH S kl. 15. Hvor Henriks kollega Oliver tog imod os. De øvrige gæster var delvis kollegaer, og Olivers forskellige venner. For sådan nogle dødbidere som os, der så sjældent kommer ud ;) Var det jo en skøn oplevelse. For mig var det hyggeligt at møde nogle af de mennesker Henrik bruger så mange timer sammen med i hverdagene, søde rare og hyggelige mennesker, med massere af humor.
Den øvrige del af selskabet var så sandeligt også en oplevelse. Oliver er bøsse, og det er en del af hans venner også, nogle af disse ville man aldrig ha gættet på var homoseksuelle, og andre har det nærmeste stående med en neon skilt foroven! Ikke et negativt ord om det, jeg bliver bare så facineret over disse mennesker, der så bevidst har valgt en udstråling. Og udstråling dét havde de!
Henrik og jeg listede af ved 17 tiden, for i Cinemaxx på fisketorvet ventede 2 billetter til filmen Avatar! Henrik har i lange tider sukket efter at se denne, jeg havde ikke rigtigt sat mig ind i hvad filmen handlede om, og lod 100% Henrik bestemme! Og det kom jeg på ingen måde til at fortryde - selvfølgelig havde han valgt at vi skulle se den i 3D, og 18.30, sank vi ned i de bløde sæder, for at begrave os i den mest facinerende og fortryllende verden, jeg nogensiden har oplevet. Selve 3D teknologien er jo i sig selv imponerende, og medvirkende til en anderledes oplevelse! Men ikke kun det, for de mennesker der står bag, historie, manuskript, såvel som alt det tekniske, har i sandheden formået at skabe et virkeligt fortryllende eventyr, dog med en meget tragisk, kynisk og kedelig pendent!
Vi kunne iøvrigt bemærke at det nok så ellers romantiske kysseri i biografens mørke, ikke var fantastisk kombinerbart med 3D briller, hehe, så kunne vi sidde og fnise lidt af dét :)
Da filmen sluttede, fandt vi bilen, kørte hjem, og gik hånd i hånd, i det friske kolde vintervejr en godnat tur med hunden, inden det var sengetid...
En skøn og dejlig dag, fantastisk at være bare os to, nyde tiden sammen med hinanden, uden at skulle tænke på børn, indkøb, madlavning, og alt muligt andet praktisk!!
Hanne