Idag til sommerfesten da vi sidder og spiser, tager Kasper sig til hovedet og skærer en grimasse. Jeg spørger ham om han har ondt i hovedet, han bekræfter og spørger om jeg kunne mærke det. - den mandlige pædagog der sad ved siden af ham fik sig et godt grin på den konto. Måtte lige forklare Kasper at jeg ikke kan mærke det han kan mærke, men at man kan se på andre mennesker nogle gange, når det gør ondt på dem, ligesom man kan se om nogle er trætte, sure eller kede af det.
Dét ville nu ellers have været meget praktisk HVIS man kunne mærke hvad de søde børn mærker, for det ville immervæk - især de første år af deres liv, være noget nemmere at hjælpe dem, når der er "noget i vejen" - for hvorhenne er det noget, og hvad gør det, hvor ondt gør det osv. istedet for antagelser og gætterier :) Men sådan er verden desværre ikke skruet sammen.