Kasper var sur til morgen, meget forurettet og vred over at Jakob havde været hjemme 2 dage pga. sygdom, og nu var det altså hans tur til at være syg, basta… Igår da Henrik hentede ham I børnehaven var han også syg - I tårekanalerne, haha.
Nå men han fik lov til at blive hjemme, for jeg kunne da godt se det var lidt snyd, men det ændrer ikke på at det godt kan blive anstrengende i længden, mest fordi barnet gør alt det han IKKE bør og skal, og egentligt selv om det var betingelserne der blev forklaret at han altså er nødt til at lege og underholde sig selv indimellem når jeg skal tage mig af Rasmus, og at der ikke skulle ses cartoon network eller andet børnebras på tv’er I stuen – for det orker jeg bare ikke at høre på. Men mest irriterende er at han ikke kan lege med lige så stille og roligt, nææh han skal nuppe og gemme alt legetøjet, tage og gemme sutten, mase og ase, snakke rigtigt højt, trykke ham hårdt på maven, hive I hans arme og ben så han tilter når han sidder…
For lidt siden begyndte han at mokke lænestolen afsted og jeg sukker om han ikke nok vil lade være med at flytte rundt på møblerne også, og finde på noget spændene at lege, hvortil barnet meget fornærmet og I meget markerede stavelser siger “Jeg - har - alt -så - KUN - flyt- tet - på - den - her – MØB” imens han banker pegefingeren ned I sædet….
Nogle dage er altså bare længere end andre, især når barnet kun har lyst til sådan nogle besværlige tids- og morkrævende ting, hvilket ikke altid er lige nemt at føre ud I verden når man er alene hjemme.