Kasper var sur til morgen, meget forurettet og vred over at Jakob havde været hjemme 2 dage pga. sygdom, og nu var det altså hans tur til at være syg, basta… Igår da Henrik hentede ham I børnehaven var han også syg -  I tårekanalerne, haha.

Nå men han fik lov til at blive hjemme, for jeg kunne da godt se det var lidt snyd, men det ændrer ikke på at det godt kan blive anstrengende i længden, mest fordi barnet gør alt det han IKKE bør og skal, og egentligt selv om det var betingelserne der blev forklaret at han altså er nødt til at lege og underholde sig selv indimellem når jeg skal tage mig af Rasmus, og at der ikke skulle ses cartoon network eller andet børnebras på tv’er I stuen – for det orker jeg bare ikke at høre på. Men mest irriterende er at han ikke kan lege med lige så stille og roligt, nææh han skal nuppe og gemme alt legetøjet, tage og gemme sutten, mase og ase, snakke rigtigt højt, trykke ham hårdt på maven, hive I hans arme og ben så han tilter når han sidder…

For lidt siden begyndte han at mokke lænestolen afsted og jeg sukker om han ikke nok vil lade være med at flytte rundt på møblerne også, og finde på noget spændene at lege, hvortil barnet meget fornærmet og I meget markerede stavelser siger “Jeg - har - alt -så - KUN - flyt- tet - på - den - her – MØB” imens han banker pegefingeren ned I sædet….

Nogle dage er altså bare længere end andre, især når barnet kun har lyst til sådan nogle besværlige tids- og morkrævende ting, hvilket ikke altid er lige nemt at føre ud I verden når man er alene hjemme.

Beklager emnet overfor eventuelle sarte læsere

Rasmus har fået grød siden han var 4½ måned, vi startede lige så stille op, og det gik fint og uden maveproblemer... Da vi kom op på 2 grødmåltider begyndte det dog at gøre lidt knuder, ikke at barnet brokkede sig, men altså vejledende information foreskriver at babyer helst skal lave bummelum 1 x dagligt når de er på fast føde, og det må helst ikke være hård mave. - Men altså hvad er hård mave for en baby, når han i sit liv hidtil kun har produceret remouladebleer??
Nå men han sked og skider jo som det passer ham, og sådan er det jo, og med 2-3 dage imellem og uden det store brok når endeligt han skulle var det jo fint nok - jeg valgte dog at fodre barnet med sveskemos også for ligesom at hjælpe lidt til, og ad den vej måske ha lidt "medindflydelse" 
Og da der lige pludselig var gået 5 dage uden nogle former for bonus tøffede vi på apoteket efter noget lactuolose og han fik en shot af dette da vi var retur på matriklen...
Det hjalp og der er kommet lidt mere gang i maven... han har kun fået denne ene gang og ellers er mængden af sveskemos øget lidt ifht. tidligere...
Og så er det at jeg kommer til at spekulere på, - kan en baby måske få FOR meget sveskemos?? altså umiddelbart ikke jo, for han lukker jo bare munden når han er mæt, og det er også blandet op med risgrød. Men de seneste dage har såvel bonusbleer som en lille vind haft en sød sveskeduft over sig, og dét har jeg nu alligevel aldrig oplevet før (men okay, nu er der ikke rigtigt nogle andre I familien der higher efter at indtage denne spise)

Og nu er der ihvertfald hul igennem, for anden gang idag har jeg skiftet kravlenissen fra inderst til yderst, med undtagelse af strømperne Og med den seneste ble, – jeg beklager igen den detaljered beskrivelse, var det sågar helt op til armhulerne, yummiii…  Så barnet fik lige et bad I bryggersvasken, hvilket han nu ikke brokkede sig over. Og nu ligger han her splitter fornøjet og spræller og mosler og griner, humøret er tip top.

Sneen for 5 dage siden var jo kun en kort fornøjelse, og da vi alle er sneglade herhjemme var det ikke uden glæde at vi i går aftes kunne sige velkommen til det begyndende snevejr. Der var ikke rigtigt faldet noget da drengene blev puttet, men Henrik og jeg trak da gardinet fra for at kunne kigge ud på det store bløde "hollywood" fnug der dryssede ned fra himlen og lagde sig lige så fint.
Det første Kasper sagde imorgen da vi åbnede hoveddøren var ÅÅÅÅRRRH MANNER, og så sprang han ud i det. Jeg havde forrinden været ude og skrabe sne af vinduerne i bilen, og varme denne op... Jaja, varme op det er rigtigt nok. Mr. Gadget himself har jo "opfundet" en fantastisk bilopvarmer. Ideen opstod da dørene i vores gamle seat havde det med at fryse fast, og hvad gør man så??  Jo man køber en lille varmeblæser i Harald Nyborg, sætter denne på en flise på passagersæde, og trækker stikket ud af døren (forlængerledning that is...) og så en 10-15 minutter inden man påtænker at skulle køre tænder man blæseren, og så er bilen dejlig lun og det har også taget det værste is på ruderne hvis dette er genstridigt/tykt.
Okay det kommer til at koste lidt i el, men altså nå alternativet at at stå alene med 3 ikke altid lige tålmodige børn om morgnen, og samtidig skulle gøre bilen køreklar, så er det ALLE pengene værd, - og det er ikke nær det samme energifråds og foruerening som hvis bilen blev sat til at køre i tom-gang.

Indendøre frådser vi ikke så meget med energien, her er det brændeneovnen der hver dag gør et stort stykke arbejde for at holde huset dejligt lunt, nogle gange måske også for lunt... Og så er det endda ganske gratis, for min sødeste søde far har af flere omgange været og læsse brænde af, og oven i dette har han også savet det op for os, det er det rene luksus. Den dejlige varme gør også at vores lille sprællenisse kan få lov til at smide klunset og ligge i bar figur og nyde friheden, det er noget han i den grad nyder. 

Nåede både Henrik og Kasper at sige til morgen, og søreme så, store flotte hvide lette fnug dalede ned fra himlen.
Kasper fandt en nissehue og iførte sig denne, for NU måtte det bestemt være jul, og den der chokoladekalender den ville han egentligt også gerne åbne en låge i.
Han fik en forklaring om at det altså ikke er julemåneden endnu og at han liiige må vente 2 uger mere, det var han ikke helt tilfreds med.

Det sner stadig, og det er dælme hyggeligt, jeg er sikker på at de I børnehaven har været ude og lege I sneen og Jakob er nok også ude nu hvor de har frikvater, og skrabe lidt sne sammen.  Huer og vanter blev også fundet frem, for nu må det da være rigtig vinter (selv om det ikke rigtigt ligger sig)

Hilse os velkommen hjem med stor glæde
give os store våde kys
pynte hele huset med hvidt pels I store totter
ligge lige foran toiletdøren
snorke om kap med os om natten
sidde og kigge bedende når der bliver lavet mad
komme luntende når køleskaet bliver åbnet
puffe til låget på tønden med hundemad når der bliver skiftet ble
sidde savlende og tigge af vores andres mad
spise vores madrester
lokke os ud på nogle lange friske gåture
skælde ud på cyklister og motorbøller og andre hunde
bede om nus og kram
slikke på vores sure tæer
ligge sig midt I babyens legetøj og bede om at blive snakket med
bjæffe ved døren for at vi skal komme og lukke den op
sidde I bagagerummet I bilen når drengene skal køres I skole og børnehave…
gøre at vi tripper efter at komme hjem og gå med hunden
følges med os over I netto
smage på alle vandpytterne
stædigt nægte at gå forbi strømhegnene
jagte ænder
hoppe efter mus på marken
trække os afsted I bare iver
snakke med alle børn vi møder på vores vej
og meget meget meget mere….

Der er et kæmpe tomrum herhjemme, da vi igår desværre måtte tage den meget svære og ualmindeligt tunge beslutning at sige et endeligt farvel til Darja. Noget vi havde håbet ikke ville komme allerede. Hun var med sine 8 år begyndt at blive en ældre dame, lidt sløv I betrækket, og ikke så hurtig – dertil kom at hun sidste vinter bøvlede rigtigt meget med sine ben I kulden især bagbenene der låste så hun haltede afsted, og vi fandt også for en uges tid siden en størrere knude I hendes ene brystkirtel. I weekeden blev hun syg, ville helst bare ingeting, var sløv, træt og varm, søndag aften blev det værrere. Mandag var vi en tur til dyrelægen og diagnosen var en kraftig livmoderbetændelse, der blev ordineret antibiotika og givet tid til en scanning og nogle abortsprøjter. Vi gik hjem og læste på det, og umiddelbart var det ikke vildt opløftende, den eneste måde vi kunne sikre os at hun blev rask var en sterilisation, men en sådan koster altså lige 4 dobbelt I pris når der er en syg livmoder. Når vi tillagge dette hendes øvrige skavanker, og hvad der med hendes alder og hvordan vi har oplevet det sidste års tid at hun er blevet gammel, så syntes vi det var forbundet med stor usikkerhed, og det ville måske mere ende med at være for vores skyld, og hvad ville der være af livskvalitet, hvis den sne hun elskede så højt bare ville gøre hende virkeligt ondt til vinter, hvad hvis en knude blev til flere eller kræften også var andre steder, ville vi have hende 3-4 måender mere, 1 år, eller måske 2… det kan ingen give garantier for og faktum var at det ikke bare ville være et greb I lommen at lade hende operere, og at sygdommen også allerede nu kunne have haft en stor negativ effekt på andre indre organer.
Derfor traf vi den meget vanskelige beslutning at sige farvel og tak… Drengene blev hentet, Jakob der havde fortalt I skolen at Darja var syg ville ikke med ind men sagde farvel I venterummet, Kasper ville gerne med ind og være med, hvor vi nussede og kælede imens hun faldt I søvn og lige så stille sov ind. Det var ikke nogen nem ting at gøre, og vi har fældet mange tårer.

I 7½ år har hun været en kæmpe del af vores liv, for os var hun ikke bare hunden, hun var en stor personlighed med alle sine finurligheder, sin stædighed, omsorg, hendes vaner, rytmer, hendes kontakt til og med os. Hun har været her ALTID mere eller mindre, vi var kun lige flyttet sammen da vi kiggede I den blå avis efter en lille hund, stødte på racen samojede, søgte på racen på google og blev mødt af de her små fantastiske charmerende snebolde, vi tog ud og så hende, og dagen efter hentede vi hende… en ikke særligt lille hund, men en med sjæl og firnulig “kom bare an” personlighed, som nok selv skulle bestemme, stak af hver gang hun så sit snit til det. Hun har sammen med os budt alle 3 børn velkomne, og drengene er vokset op med hende, deres hunde-storesøster.
Der er så mange minder forbundet med hende, og det gør virkeligt ondt at hun ikke er her mere.

Vi har printet et af de rigtigt gode billeder af hende ud, sat det I en fin ramme, så vi stadig kan nyde synet af smuksakken, og sende hende en masse kærlige tanker I hundehimlen.
Fornuften siger jo at det var det rigtige valg at tage, og at hunde ikke holder evigt, men det bliver pladsen I hjertet nu ikke mindre af.